Conviso One til båndsprøjtning – ny mulighed til ukrudtsbekæmpelse i sukkerroer
Konklusion
Conviso One anvendes i stor udstrækning i vores nabolande til ukrudtsbekæmpelse i sukkerroer. Conviso One indeholder aktivstofferne foramsulfuron (50 g/l) og thiencarbazone-methyl (30 g/l) og er et såkaldt ALS middel. Det kan kun anvendes i sukkerroesorter, der er specielt udviklet til dette (alm. sukkerroesorter tåler ikke Conviso One). I vores nabolande anvender man en forholdsvis høj dosering på 1,0 ltr/ha. Ved denne dosering opnår man en effektiv bekæmpelse af de fleste ukrudtsarter. I Danmark har det imidlertid kun været muligt at få registreret 0,16 l/ha. Den lave dosering er ikke tilstrækkelig og firmaet bag har derfor ikke markedsført Conviso One i DK indtil nu. Vi har de sidste par år arbejdet med muligheden for at båndsprøjte i et 25 cm bånd over roerækken. På den måde er det kun halvdelen af arealet, der bliver behandlet. Ud fra et miljømæssigt synspunkt, er det den samlede mængde pr. areal der er vigtig – og ikke om det udsprøjtes på halvdelen af arealet – så målet har været at kunne øge doseringen til 0,32 l/ha i et 25 cm bånd. Ved en dosering på 0,32 l/ha opnås en god effekt mod mange af de mere besværlige ukrudtsarter – når Conviso One anvendes sammen med de almindelige ukrudtsmidler til roer. En rapport fra forsøgene med denne anvendelse kan findes i NBRs beretning for 2024 (side 86).